16. april 2026

Spillereglerne er under forandring: At lede i dag er som at køre baglæns i tåge

Den globale orden, der har skabt stabilitet og været en kilde til vækst og velstand for danske virksomheder, er under grundlæggende forandring. Pandemien, geopolitisk uro og handelskonflikten ved Hormuzstrædet er eksempler på, hvordan det udfordrer virksomhederne og stiller nye og større krav til ledere.

Hvordan leder du, når virkeligheden forandrer sig hurtigere end de systemer, vi arbejder i?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Lars Fruergaard Jørgensen og Philipp Schröder sammen med Michael Svarer til august åbner vores nye Executive Sommerskole med en masterclass om netop ledelse i en omskiftelig verden.

I artiklen her får du indblik i deres perspektiver på ledelsesudfordringen set i et globalt perspektiv, hvad det betyder for danske virksomheder og hvilken type lederskab, det kalder på.

Globaliseringen ændrer karakter

”Vi har nok alle sammen taget globaliseringen lidt for givet. Det kan vi ikke på samme måde mere,” siger Lars Fruergaard Jørgensen, tidligere administrerende direktør i Novo Nordisk.

De institutioner og strukturer, der har dannet ramme for, hvordan vi leder og driver virksomheder gennem de sidste årtier, bliver lige nu udfordret.

“Der er kommet nye supermagter til. Man kan sige, at gårdvagten har forladt skolegården, og nu er det bøllerne, der styrer,” siger Philipp Schröder, professor og ekspert i international økonomi ved Aarhus Universitet.

Ifølge ham er det en udvikling hen imod en mere fragmenteret verdensøkonomi, hvor handel i stigende grad bliver påvirket af geopolitik, som har været undervejs de sidste ti år. En bevægelse tilbage til den øst/vest-logik, der herskede under den kolde krig, med Brexit og Trumps første præsidentperiode som nøglesignaler. “Det er samme tendens, vi ser nu – bare på speed,” forklarer han.

Danmark er særligt sårbar

Danmark er enormt afhængig af omverdenen, og ændringerne i de globale rammevilkår kan derfor få betydning for hele økonomien.

Eksporten af varer og tjenester svarer i dag til omkring 65-70 % af BNP – en stigning fra 50 % for ti år siden. Samtidig er eksporten koncentreret på få virksomheder: Omkring 100 virksomheder står for cirka halvdelen af det internationale salg.

”Det viser, hvor handelsåbne – men også hvor handelsafhængige, vi er,” siger Philipp Schröder.

Det bliver en udfordring, når dem, vi handler med, lukker sig om sig selv og bliver sværere at indgå aftaler med. Ligesom vi oplever det nu. ”Virksomhederne møder lige nu udfordringer, man slet ikke kunne forestille sig for blot få måneder siden,” fortæller han.

Ledere skal tænke i nye baner og scenarier

Når verden omkring os bliver ustabil og uforudsigelig, kan ledere ikke længere læne sig op ad tidligere erfaringer. Så risikerer de at overse forandringer, der er undervejs, og ændringer i markedet, som kan have konsekvenser for deres virksomhed. Ifølge Lars Fruergaard Jørgensen betyder det, at ledere skal tænke i nye baner og andre systemer, end man plejer:

”Som leder i dag er du nødt til at forholde dig mere kritisk til de forudsætninger, du bygger din forretning på – hvor sandsynligt er det, at de forudsætninger bliver ved med at være der, og hvilke scenarier og alternativer skal du overveje, hvis de pludselig ikke er?” uddyber han.

Behov for refleksion og nye perspektiver

For at være bedst muligt forberedt på fremtiden, er det vigtigt – ikke mindst lige nu – at ledere sætter tid af til at reflektere. Det mener Lars Fruergaard Jørgensen.

Både bagudrettet for at lære af historien: Hvad har f.eks. ført til den verdensorden, vi har opereret under de sidste årtier? Og hvilke drivkræfter er det, der er på spil nu, som ændrer den? Og hvordan har de danske virksomheder klaret kriser før? Hvor resiliente var de egentlig under pandemien? Det kan forskningen hjælpe med at give os faktabaseret indsigt i.

Samtidig er det vigtigt at se fremad med det lange lys på. Selvom det er svært – især lige nu.

“At lede i dag kan sammenlignes med at køre baglæns i tåge,” siger Philipp Schröder.

Det er derfor blevet endnu vigtigere at interessere sig for omverdenen og forstå kompleksiteten. Helt konkret betyder det, at kompetencer som scenarieplanlægning, risikoanalyse og strategic foresight er tilbage og helt centrale i ledelse i dag.

Mød Lars Fruergaard, Philipp Schröder og flere eksperter

Når Lars Fruergaard Jørgensen og Philipp Schröder sammen med en række andre eksperter og ledere fra erhvervslivet samles i august til den nye Executive Sommerskole, er det netop med et ønske om at skabe rum til fordybelse, refleksion og nye perspektiver.
 
”Jeg håber, at deltagerne får en opdateret ramme til at lave deres egen refleksion over fremtiden for deres virksomhed og går derfra med – måske ikke alle svarene – men med nogle strukturer og tankesæt, der hjælper dem med at tænke i løsninger,” siger Lars Fruergaard Jørgensen.
 
Ud over masterclassen får du som deltager et todagesforløb, hvor du bliver klogere på forretningsstrategi, eksterne partnerskaber eller digitalisering og AI, alt efter hvilket spor du vælger.
 
Se resten af underviserne og programmet for Executive Sommerskole:

https://cetera.dk/begivenheder/sommerskole-2026/