
“Du skal kunne mærkes” – en samtale med Danmarks hærchef
hærchefen, der leder med nærvær
Peter Boysen har båret uniform i 42 år.
I dag står han med et af de største ledelsesansvar i Danmark. Som chef for Hæren er han sat i spidsen for en historisk genopbygning af det danske forsvar.
Krigen i Europa har ændret vores trusselsbillede, Danmark har indgået et milliardstort forsvarsforlig og etableret en Accelerationsfond, og Hæren skal ikke bare oprustes – den skal genskabes. Det hele skal ske hurtigt – og under et konstant offentligt og politisk pres.
Som tidligere chef for Specialoperationskommandoen – Jægerkorpset, Frømandskorpset og Slædepatruljen Sirius – ved Peter Boysen, hvad det vil sige at skulle træffe beslutninger, der potentielt sætter menneskeliv på spil.
Alligevel er det ikke det store ansvar, han bærer, som man lægger mærke til i mødet med hærchefen.
Det er roen. Han lytter opmærksomt, svarer ærligt og er tydeligt til stede. Hans måde at være i rummet på skaber tillid.
“Du skal kunne mærkes,” siger han. “Hvis folk ikke kan mærke dig, så mister du din autenticitet.”

Ingen er over fællesskabet
Peter Boysen tror ikke på ledelse som en solopræstation. Han tror på samarbejde, ansvar og relationer.
”Ledelse er et samarbejde. Det er noget, vi gør sammen – ikke noget, jeg gør alene.”
Han beskriver sin rolle som anføreren på et fodboldhold. Ikke som den, der løber hurtigst, men som den, der sætter retningen og får holdet til at spille sammen.
”Ingen er over fællesskabet,” siger han.
I Hæren anvender man i udstrakt grad mission command i ledelsesudøvelsen. Man giver en opgave og nogle rammer – og lader sine ledere finde vejen. Det kræver tillid, klar kommunikation og modet til at give slip. Det betyder også, at hærchefen ikke skal løse alt selv – men skabe de rette betingelser for, at andre kan.
Forandring kræver retning og ro
Hærchefen står midt i en gennemgribende transformation. Det danske forsvar skal ikke længere primært løse opgaver i udlandet. Det skal kunne forsvare Kongeriget og deltage i alliancens kollektive forsvar sammen med vores allierede. Kulturen skal ændres, strukturen gentænkes – og det hele skal ske hurtigt.
“Du skal kunne forklare, hvorfor vi ikke kan blive, hvor vi er. Hvorfor vi skal videre.”
For ham starter al forandring med et tydeligt “why”. Dernæst følger tempoet. Men aldrig uden retning og mening.
Forandringsledelse handler for ham ikke om at løbe hurtigst. Det handler om at holde kursen – og ikke miste folk undervejs.
Refleksion som arbejdsværktøj
Peter Boysen insisterer på refleksion som en del af ledelsesarbejdet. Ikke som en pause, men som en metode til at navigere i kompleksitet.
“Jeg mærker det i maven, når noget er galt. Og så tager jeg det alvorligt.”
Han fortæller, at han trækker sig tilbage, når han skal finde vej. Cykler. Lytter til musik – fra Kim Larsen til klassisk. Skriver sine tanker ned og vender tilbage med en klarere retning. Han er tydeligt indrestyret, men finder samtidig energi i fællesskabet. Ikke drevet af ydre anerkendelse, men af en stærk fornemmelse af, hvad der er rigtigt. Og en forpligtelse til at stå ved det.
“Folk behøver ikke være enige i mine beslutninger. Men de skal kunne forstå dem.”
Tydelighed skaber tryghed
Noget af det, man mærker tydeligst i samtalen med hærchefen, er hans ærlighed. Han siger tingene, som de er. Ikke hårdt, men klart. Han går ikke udenom det svære, men insisterer på det vigtige.
“Vi arbejder meget med psykologisk tryghed – ikke som en floskel, men som en reel forudsætning for at kunne løse opgaven.”
Han har et særligt blik for relationer og gør sig umage med at forklare, hvorfor han træffer de valg, han gør. Det er ikke for at få ret. Det er for at skabe forståelse og tryghed.
Han er ambitiøs. Utålmodig. Han vil se resultater. Men han vil også gøre det ordentligt – og i fællesskab.
”Jeg har ikke noget imod at tage ansvar, og jeg vil gerne vinde – ikke for min egen skyld, men for opgavens skyld. Og for mine kolleger.”
Ledelse er at være til stede
Der er ingen telefoner, der vibrerer. Ingen blikke, der søger mod noget andet. Peter Boysen er fuldt til stede i samtalen.
“Man er nødt til at være der, hvor man er,” siger han.
Han siger det som noget helt indlysende. Men det er det jo sjældent. I mange organisationer er tempoet højt, og opmærksomheden konstant splittet. Netop derfor virker det, han gør, så markant. Han bliver, hvor han er. Giver det, der er foran ham, sin fulde opmærksomhed.
“Som leder kan du ikke være en flue i en flaske. Du skal udstråle ro.”
Det er måske det, der står tydeligst tilbage efter mødet med hærchefen: At hans autoritet ikke skal hævdes. Den hviler i ham. Sammen med ham mærker man en form for indre forankring, der skaber plads og retning på samme tid.
Og midt i alt det, Hæren og verden står over for, er det måske netop den slags ledelse, vi har brug for. Ikke bare mod og handlekraft – men ledere, vi kan spejle os i. Og som vi kan læne os en lille smule op ad.
Oplev Peter Boysen til lederkonference på Aarhus Universitet
Den 7. maj kan du opleve hærchefen i Stakladen på Aarhus Universitet, hvor han deler sine erfaringer med ledelse, trivsel og beslutninger under pres.
Konferencen er arrangeret af AU Cetera og EGN Netværk Danmark og sætter fokus på ledelse i en kompleks virkelighed. Ud over Peter Boysen kan du også møde speciallæge i psykiatri Lone Fjorback og lektor Vita Ligaya Ponce Dalgaard, der begge bidrager med ny viden om ledertrivsel og mental sundhed.
Læs mere og tilmeld dig her.