Forsoning gør det muligt at forholde sig til det, der ikke skulle have været

“Den utilgivelige ondskab i lejrene kalder ikke på forsoning.”

Anne Marie Pahuus’ morfar var blandt de danske politifolk, som tyskerne arresterede i september 1944. Han blev deporteret til koncentrationslejr og sad fanget der, indtil han i april 1945 blev evakueret og bragt hjem med de hvide busser.

Da han vendte tilbage, var han ikke blot syg og afkræftet. Han fik også livslangt dét, man dengang kaldte ”at have nerver”.

Krigens erfaring havde sat sig i ham som et uafrysteligt spor, og han bar resten af livet på et had til tyskerne, han ikke kunne slippe.

“Han døde, da jeg var 21. Jeg vidste lidt, men ikke meget om, hvad han havde været igennem. Han kunne ikke tale om det. Da han på et sent tidspunkt fortalte om lejren, kom det i korte, brudte sætninger – om den næringsløse mad, om stanken, der gennemsyrede alt. Ofte dukkede lejren op i hans natlige mareridt,” fortæller Anne Marie Pahuus, filosof og lektor ved Aarhus Universitet.

I dag ville man have navngivet hans lidelser PTSD og forsøgt at behandle dem. Men selvom tiden dengang ikke kunne hjælpe ham, kan vi stadig i dag gøre noget andet: oplyse om, hvad der skete – ikke for at forsone os med, at koncentrations- og udryddelseslejrene fandtes, for det kan ingen nogensinde, men for at mindske risikoen for, at det gentager sig.

Forsoning kræver ikke den anden

For Anne Marie Pahuus er forsoning en livsopgave – både som menneske og som tænker. Hun har i mange år beskæftiget sig med følelsernes filosofi og arbejder nu på en bog om netop forsoning.

Vi mødes på hendes kontor i Nobelparken på Aarhus Universitet. På bordet står en kande grøn te, og på computerskærmen skimtes manuskriptet til bogen.

“Den utilgivelige ondskab i lejrene kalder ikke på forsoning,” siger hun. “Men jeg undersøger også de mange mindre former for ødelæggelse, vi udsætter hinanden for i hverdagen. Her kan forsoning være afgørende. Og det er vigtigt at se, at forsoning ikke er det samme som tilgivelse. Tilgivelse kan være en del af forsoning, men forsoning er mere end det. Det er en forståelsesbevægelse – det handler om at forholde sig til det, som er sket, og turde sige det højt, ikke mindst over for sig selv.”

Forsoning betyder ikke nødvendigvis, at man én gang for alle forliger sig med et andet menneske. Det betyder at give det skete en plads og at erkende, at bag mange former for undertrykkelse og destruktion ligger der også afmagt.

“Det er en måde at sige: Det fandt sted. Det findes. Også selv om jeg havde ønsket, det ikke gjorde. Når jeg er nået til at kunne rumme det, kan jeg stadig bære tilliden til, at mennesker i reglen vil mig det gode.”

Tilgivelse forudsætter ofte anger, påpeger hun – at den anden erkender og beder om tilgivelse. Forsoning kan finde sted uden den andens medvirken.

“Man kan forsone sig – ikke med den utilgivelige ondskab, men med smertefulde erfaringer og sår, som andre har påført én. Forsoning kræver ikke den anden. Den kan vokse i eftertanken. Her kan vi bruge vores etiske fantasi til at spørge: Hvad er mest menneskeligt – også for mig selv? Nogle gange er det at have tillid til, at den anden, hvis han eller hun magtede det, ville besinde sig og endda forbedre sig.”

Samtalen drejer mod verden udenfor: Gaza, Ukraine, Etiopien – krige, der splitter familier og samfund.

“Det vil tage lang tid at hele,” siger Anne Marie Pahuus. “Ofte er det først de næste generationer, der får den indre frihed til at forholde sig til det skete – og hvor forsoning kan blive mulig.”

Hun vender tilbage til sin morfars historie: Hvordan han bar på et traume, der aldrig forlod ham, og hvordan hun selv kun kan rumme detaljerne i små bidder. Men ondskaben, som knuste hans liv, har hun ikke selv erfaret. Med tiden mister traumet sin direkte kraft, og en ny forståelse bliver mulig.

“I konflikter, hvor utilgivelig ondskab gentager sig, er det sjældent ofrene selv, der kan forsone sig. Men sammenhængen mellem erkendelse, forsoning og indsigt er afgørende. Det, der er sket, må ikke forsvinde ud af vores fælles virkelighed. Det er også de nye generationers opgave at holde historien åben.”

Hun nævner filosoffer som Hannah Arendt og K.E. Løgstrup, der begge var præget af Anden Verdenskrigs grusomheder, forholdt sig til krigen og samtidig skrev deres politik og etik frem ud fra henholdsvis fødsel og tillid.

“De så begge filosofiens opgave som at reflektere over forholdet mellem godt og ondt. Arendt nuancerede ondskabens karakter ved både at tale om det ondes radikalitet og dets banalitet. Men både hos Arendt og Løgstrup findes også en fremhævelse af det gode – de nye muligheder for menneskelighed. Hos Arendt i fødslen, hos Løgstrup i tilliden. Begge viser, hvordan livet selv åbner for fornyelse og tilblivelse,” siger hun.

Forsoning er ikke at fortsætte som før. Det er en bevægelse, der rykker ved fortid, nutid og fremtid. Det er at vide, at ondskaben findes, men også at friheden til at handle rummer muligheden for gennembrud til menneskelighed – en menneskelighed, som hele tiden har været der, og som ondskaben aldrig kan udslette.

vi bliver til i relationen til andre

Her møder kærligheden forsoningen.

“Det eneste, der kan bryde igennem offerets egen skam over ydmygelsen, er kærlighed,” siger Anne Marie Pahuus. “Ikke romantisk kærlighed, men det blik, der siger: Du er også et menneske. Det, du bærer, hører med til dig, og jeg vil dig gerne.”

Hun har i mange år forsket i kærlighed. For hende er det tydeligt, at hvordan det går den anden, er afgørende for, hvordan det går én selv.

“Det er også for mig, at den andens liv betyder alt. Grundtvig taler om livet som ‘fælles lyst’. Det er forbundetheden, der giver livsmod.”

Denne forbundethed – eller interdependens – er central i hendes menneskesyn. Vi bliver til i relationen til andre.

Vi er hinandens livsrum

Det leder samtalen hen på samtidens ideal om robusthed og selvtilstrækkelighed.

“Vi tror, vi skal kunne alting selv. Men det kan vi ikke. Vi er hinandens livsrum og livslyst.”

Hun fortæller om sin datters bryllup og glæden ved at se mennesker, forskellige som de er, blive båret af fællesskabets skønhed.

“Alt det, der bliver muligt, når vi fejrer sammen. Når nogen inviterer ind i dansen. Når ord siges højt og får ny mening. Når musik, mad og skønhed deles, og festen bliver langt større end noget, to mennesker alene kunne skabe.”

Når livet vil leves

Det er denne kærlighed, hun tror på: en kærlighed, der ikke vil eje, men som rummer frihed og nysgerrighed – en fornemmelse af, at det største altid er en uventet foræring.

Hun fortæller om sin mand, der en dag stod foran huset med en motorcykel. Hun kunne have sagt: “Er det ikke dyrt, farligt og tidskrævende?” Men hun lod være. Hun opdagede, at det betød noget at glæde sig med ham, at le med, når han endelig gjorde noget for sin egen frihed og lyst.

“Man må ikke stå i vejen for det, der rummer, hvad jeg med Platon kalder en stor skønhedslængsel,” siger hun. “Han tilhører ikke mig, og han tilhører på en måde heller ikke sig selv. Platon ville sige, at man i kærligheden og lidenskaben tilhører universet. Jeg ville sige: Man tilhører livet.”

Kærligheden lader den anden være sig selv og glæder sig over det – og over det, der endnu ikke er kommet.

At vælge håbet

Da jeg forlader kontoret, mærker jeg en forandring i mig selv. Jeg føler mig mere håbefuld i en verden, der ellers ofte kan virke håbløs.

Anne Marie Pahuus insisterer på menneskets mulighed for at forbinde sig med andre, for at stole på, at det uventede kan ske. At livet kan begynde igen.

I en verden præget af ødelæggelse og kynisme bliver hendes stemme en påmindelse: Vi rummer evnen til at række ud, til at opdage en skønhed, når vi lever med i hinandens liv.

Den 24. november 2025 gæster Anne Marie Pahuus Væredygtighedskonferencen på Aarhus Universitet, hvor hun vil tale om kærlighed, livsmod og forsoning.

Kom og lad dig bevæge af et menneskesyn, der tror på forbindelser frem for ensomhed og på fødslen som påmindelsen om, at mennesker er født til hele tiden at begynde på ny.

Læs hele programmet her.