15. december 2025

“Vær ærlig, tænk stort, og brug os strategisk”

Portræt af Jasper Kyndi, Executive Business Development Director, Cowi og professionelt bestyrelsesmedlem.

Når man sætter sig til bords i et bestyrelseslokale, skal man være forberedt, ærlig og villig til at udfordre. Det mener Jasper Kyndi, Executive Business Development Director i Cowi, hvor han har globalt ansvar for byggeri, industri og arkitektur. Han er samtidig engageret i flere bestyrelser – blandt andet Aarhus Katedralskole, Erhverv Aarhus og AU Cetera.

“Jeg synes, det er sjovt at bruge mine kompetencer i en anden kontekst. I mit job arbejder jeg med marked, strategi og økonomi. De ting kan jeg bringe i spil på en ny måde i bestyrelsesarbejdet,” siger han.

To opgaver, der vejer lige tungt

For Jasper Kyndi kan bestyrelsens rolle koges ned til to kerneopgaver: at sikre virksomhedens overlevelse på kort sigt og dens retning på lang sigt.

“Jeg ser going concern og strategi som to sider af samme sag. Going concern handler om at sikre, at virksomheden kan betale løn i morgen og næste måned. Strategi handler om at sikre, at den stadig eksisterer om fem år. De to ting er lige vigtige,” siger han.

Den prioritering kræver disciplin i mødelokalet.

“Man har tre timer hver anden måned. Hvis du fordyber dig for meget i et enkelt punkt, mister du resten af dagsordenen. Derfor skal man holde sig på det strategiske niveau og stole på, at ledelsen har styr på driften.”

Samspillet med ledelsen skal bygge på tillid frem for glansbilleder

Et godt samarbejde mellem bestyrelse og direktion handler ikke kun om økonomi og strategier, men også om psykologisk tryghed.

“Tillid, åbenhed og ærlighed er forudsætningen. Jeg ønsker ikke at arbejde i en bestyrelse, hvor ting bliver pyntet. Hvis alt præsenteres som et glansbillede, så ved jeg, at der er noget galt. Vi kommer jo med samme intention, nemlig at virksomheden skal lykkes,” siger Jasper Kyndi.

Rollefordelingen er afgørende, og han understreger, at bestyrelsen ikke skal blande sig i driften:

“Ledelsen ved meget mere om hverdagen, end vi gør. Vores opgave er at rådgive, stille krav og støtte.”

Samtidig kan bestyrelsen være et fortroligt rum for de svære spørgsmål.

“Det sker typisk i relationen mellem bestyrelsesformanden og direktøren. Der kan man tage de store eller de svære ting – både praktiske og følelsesmæssige,” forklarer han.

Styrken ligger i diversitet og kvalitet

Når rammer og roller er klare, handler kvaliteten i bestyrelsesarbejdet også om, hvem der sidder omkring bordet. For Jasper Kyndi er diversitet en vigtig faktor for en stærk bestyrelse:

“Hvis du har seks mennesker, der ligner hinanden, så får du også seks ens perspektiver. Formålet er at få det bredest mulige kvalificerede blik ind på virksomheden. Derfor betyder alder, køn, faglighed, kultur og baggrund meget.”

Han lægger ikke vægt på køn som særskilt kategori, men på kompetencer og erfaringer:

“Vi rekrutterer ud fra de kompetencer, vi har brug for. Mangler vi en stærk IT-profil, finder vi den rette kandidat. Det afgørende spørgsmål er altid, hvilke brikker der skal til for at løfte virksomheden.”

Og niveauet skal matche ambitionerne:

“Jeg har takket nej til bestyrelsesposter, hvor jeg vidste, at indflydelsen ville være minimal. Jeg er interesseret i bestyrelser, hvor jeg reelt kan gøre en forskel. Det er dér, det er spændende.”

Dagsordenen bærer præg af geopolitik AI og bæredygtighed

Set i lyset af den globale udvikling er tematikkerne i bestyrelseslokalet forandret. Ifølge Jasper Kyndi er geopolitik rykket helt til tops:

“Forsyningskæder ændrer sig. Toldsatser kan forandre forretningsgrundlaget fra den ene dag til den anden. For store eksportvirksomheder er det pt. altafgørende. Det fylder mere lige nu end både AI og bæredygtighed,” siger han.

Det betyder dog ikke, at de andre områder er mindre vigtige. Tværtimod:

“AI er endnu et lag i den digitale værktøjskasse – ligesom overgangen fra skrivemaskine til computer var det i sin tid. De, der omfavner det hurtigst, får en konkurrencefordel. Og bæredygtighed er stadig en nøglefaktor, både fordi kunderne kræver det, og fordi vi som samfund har brug for det.”

At være drevet af mål og et større formål

Jasper Kyndis egen drivkraft forener handlekraft og mening.

“Jeg drives af at nå mål. Jeg kan godt lide, at vi sætter barren højt og prøver at hoppe. Når vi lykkes, er det fantastisk, og hvis vi kommer tæt på, så har vi rykket os. Det, der virkelig motiverer mig, er, når virksomheden har et større formål. Når visionen handler om at bidrage til en bedre verden. Bæredygtighed er et område, hvor jeg synes, vi har et ansvar – også for de kommende generationer.”

Tre gode råd til ledere, der skal sammensætte en bestyrelse

Til ledere, der står over for at etablere en bestyrelse, har Jasper Kyndi tre anbefalinger:

  1. Tænk stort. Rekruttér medlemmer, der matcher ambitionerne – ikke den laveste fællesnævner.
  2. Søg hjælp. Brug netværk eller rekrutteringsfirmaer. De rette profiler findes sjældent i din inderkreds.
  3. Vælg udfordrere. Du skal ikke kunne styre din bestyrelse. Den skal kunne udfordre dig og flytte virksomheden fremad.

AU Cetera samler nu Aarhus Universitets bestyrelsesuddannelser. Her vil forskere, erhvervsfolk og bestyrelsesmedlemmer dele erfaringer og indsigter, der klæder morgendagens ledere på til at skabe strategisk retning, tillid og bæredygtig udvikling.