Feltkursus til Grønland: Arktiske landskabers betydning for vand og landskab i Danmark

Bæredygtighed
Dato
31. juli 2025 – 8. august 2025
Varighed
9 dage
Lokation
Kangerlussuaq, Grønland
Pris
DKK 19.995 + moms (eksklusiv flybilletter og forplejning)

Om kurset

Tag med på et helt unikt feltkursus i Grønland!

Har du interesse i geologi, klimaforandringer og arktiske landskaber – og arbejder du med vand, miljøplanlægning eller klimatilpasninger i Danmark? Så er dette forskningsbaserede feltkursus i Kangerlussuaq, Vestgrønland, en helt særlig mulighed for at forstå hvordan Danmarks landskab er opstået og kan fungere med fremtidens klimaforandringer. Du bliver undervist på nærmest hold i nutidens indlandsis, smeltevandet, permafrost, kortlægning af undergrunden og arktiske landskaber som indikatorer for klimaforandringer af førende forskere. 

Under kyndig vejledning fra Anders Vest Christiansen og Søren Munch Kristiansen, der begge er forskere på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet og erfarne ekspeditionsledere, vil deltagerne udforske:

  • Glaciale processer i Indlandsisen og ved dens rand
  • Smeltevandsaflejringer, randmoræner og permafrost i dag og førhen
  • Geofysiske metoder til kortlægning af undergrunden
  • Arktiske landskabsformer som indikatorer for klimaforandringer

Professor emeritus Niels Tvis Knudsen, en af Danmarks mest erfarne glaciologer, deltager et par dage og bidrager her med sin indsigt i Indlandsisen, kvartærgeologi og landskabsdannelse.

Hvem er kurset for

Kurset henvender sig til medarbejdere i regionernes og kommunernes vand-, klima- og miljøafdelinger og ansatte i rådgivende ingeniørfirmaer og styrelser, der f.eks. arbejder med vandressourcer, jordhåndtering eller klimatilpasning.

Deltagelse i kurset kræver en god fysisk form, da feltarbejdet indebærer lange vandringer i kuperet terræn med let oppakning. Deltagerne skal være forberedte på varierende vejrforhold med lave temperaturer, stærk vind og myg.

Erfaring med friluftsliv og fysisk aktivitet i naturen er en fordel, men ikke et krav. Det forventes dog, at deltagerne kan bære deres egen oppakning og deltage aktivt i lejrlivet, som f.eks. at opsætte telte og lave mad i felten.

Hvad lærer du

Gennem feltstudier, faglige oplæg og praktiske øvelser får deltagerne en unik mulighed for at fordybe sig i de processer, der i dag former Arktis og som bestemmer egenskaberne under jorden i meget af Danmarks landskab. Mange af de processer, man i dag ser i Grønland, såsom smeltevandsfloder, randmoræner og periglaciale processer, fandtes i istiden i Danmark. Mange af de vigtigste egenskaber i nutidens overfladenære geologi opstod dengang.

En sådan grundlæggende, erfaringsbaseret viden kan være afgørende for at kunne arbejde med klimatilpasning, vandhåndtering og geotekniske undersøgelser i både en dansk og en grønlandsk kontekst. 

Efter kurset vil deltagerne:

  • Have langt bedre forudsætninger for at forstå og arbejde med klimatilpasning, vandhåndtering og geotekniske undersøgelse.
  • Have en grundlæggende forståelse af Indlandsisens processer og landskabsdannelse.
  • Opbygge en evne til at identificere kvartærgeologiske landskabsformer og deres dannelsesmekanismer.
  • Opnå færdigheder med geofysiske målinger i felten.
  • Forstå sammenhænge mellem processer i Arktis’ og Danmarks landskaber, og dermed have en bedre forståelse for opbygning og egenskaber i nutidens overfladenære geologi.

kursusindhold

Naturen og landskabet i området er overordentligt smukt – men også krævende.

Kurset har karakter af en feltekspedition. Det indebærer at overnatning foregår i telte, og dagligdagen vil være præget af feltarbejde under arktiske forhold. Deltagerne skal være forberedte på at samarbejde tæt, bidrage til at løse opgave, være opmærksomme på sikkerhed og kunne tilpasse sig skiftende vejrforhold i felten. En positiv og løsningsorienteret indstilling er afgørende for at få det maksimale udbytte af kurset, og bidrage til et godt fællesskab i lejren og i gruppen.

praktisk information

OBS Kursuspris er inklusiv kursusmateriale, ekspeditioner og undervisning på kurset, men deltagerne skal selv bestille og betale flybillet tur/retur til Grønland. Udgifter til mad, udstyr og beklædning ligeledes selv af deltagerne.

Transport i Kangerlussuaq området indgår som en del af kurset og foregår i lejede biler. Under selve kurset foregår transport primært til fods, da vi vandrer i området for at komme frem til de relevante lokationer.

Der bliver i juni måned mulighed for fælles pakning og forsendelse af udstyr. Dette shippes til Grønland, så det er klar ved ankomst, og er retur i Danmark ca. 1½ måned efter kurset. Telte, madvarer samt tungt eller større udstyr kan med fordel sendes her.

Der afholdes et informationsmøde med faglige oplæg medio maj (aftales senere). Informationer om eget køb af flybilletter koordineres så snart der er nok tilmeldte

flybilletter

Kursister har selv ansvaret for at organisere rejse til og fra Grønland. 

AU Cetera har reserveret et antal billetter med Air Greenland til og fra Grønland. Som kursist har du mulighed for at reservere en af disse bille tter. Prisen for en returbillet er 6.439 kroner plus evt. afbestillingsforsikring på 435 kroner.

Deadline for at reservere en flybillet er d. 15. april 2025.  Skriv til line@cetera.dk, hvis du er interesseret (reservation af flybillet kan også ske på egen hånd, hvis længere ophold i Grønland ønskes).

AU Cetera formidler herefter navne på de rejsende til Greenland Travel. Den videre dialog om betaling og rejse foregår herefter direkte mellem den rejsende og Greenland Travel. 

Udrejse: 

Afgang 31. juli 15:50 Copenhagen, (Kastrup) 
Ankomst 31. juli 17:40 Kangerlussuaq 

Hjemrejse: 

Afgang 8. august 19:50 Kangerlussuaq (+)
Ankomst 9. august 03:20 Copenhagen, (Kastrup)

Program

Dag 1: Ankomst til Kangerlussuaq og opsamling ved lufthavnen. Her skal vi lærer om grundfjeld, floddeltaer, smeltevandsfloder, klitter samt jøkelløb (megafloods). 
Dag 2: Transport til lejrstedet og opsætning af lejr. Vi kigger på gletsjerprocesser ved fronten af Russells Gletsjer. 
Dag 3: Tur til Indlandsisen ved Isunguata Sermia. Vi undersøger gletsjerisen i den ydre del af Indlandsisen, der kan fortælle os om dødisområdet, smeltevandet og randmorænedannelse. 
Dag 4: Vandring på og langs randen af Indlandsisen ved Russells Gletsjer. Her er der fokus på isdæmmede søbassiner, periglaciale processer og sedimenttyper. 
Dag 5: Arbejde i hold med geofysisk kortlægning og kvartærgeologi. 
Dag 6: Tur til sydranden af Isunguata Sermia for at undersøge periglaciale landskaber og klimaændringernes påvirkninger. 
Dag 7: Arbejde i hold med geofysisk kortlægning og kvartærgeologi (omvendte hold af dag 5).
Dag 8: Nedpakning af lejr og transport tilbage til Kangerlussuaq. Ekskursion til Strømfjordshavn. Hjemrejse mulig fra aften eller tidligt næste morgen.

Det fulde program følger.

pakkeliste

Kurset er en feltekspedition. Det betyder, at der stilles krav til udstyr og materialer.

Se den fulde pakkeliste her
  • Turrygsæk – Til daglig transport af madpakke, vand, ekstra strømper, feltudstyr mv.
  • Sovepose – En varm sovepose, der kan klare temperaturer omkring eller under frysepunktet.
  • Liggeunderlag – Et godt isolerende liggeunderlag eller luftmadras, evt. suppleret med et ekstra folieunderlag til ekstra varmeisolering.
  • Vandrestøvler eller gummistøvler – Støvler med godt greb og en vis grad af vandtæthed. Kondisko o.l. anbefales slet ikke.
  • Regntøj – En vandtæt og åndbar regnjakke og -bukser.
  • Vindtæt og varm jakke – Vigtigt med skal-lag ved blæsende forhold på Indlandsisen.
  • Hue og handsker – Til både kulde og beskyttelse mod myg. Havehandsker kan være praktiske mod myg.
  • Praktisk tøj til 9 dage udendørs – Inkl. rigeligt med strømper og sokker. Klimaet svarer til dansk forår (april-maj).
  • Myggenet – Hat med skygge og myggenet anbefales.
  • Myggespray eller myggeafvisende middel – Afhængigt af året og vindforholdene kan myg være en plage.
  • Solbriller – Nødvendige ved vandring på isen for at undgå sneblindhed.
  • Solcreme og læbepomade – Solen kan være skarp, og luften er tør og blæsende.
  • Medicin – Husk at medbringe nok af din personlige medicin.
  • Elastikbind – Kan være nyttigt i tilfælde af en forstuvning.
  • Spisegrej – Tallerken, krus, bestik og evt. termoflaske.
  • Telt – Hvis du har aftalt at medbringe et.
  • Trangia eller andet kogegrej – Hvis du har aftalt med madgruppe at tage et med.
  • Kompas, GPS eller kikkert – Valgfrit, men kan være nyttigt.
  • Isjern til vandring på is – Hvis du har det, ellers medbringer vi det.
  • Pas eller anden billedlegitimation – Nødvendig til/fra lufthavnen.
  • Forplejning – dette aftales i madgruppen, og koordineres i god tid inden shipping.