Jan Tønnesvang
Jan Tønnesvang er professor i integrativ psykologi og institutleder på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Han er en af de mest markante stemmer inden for integrativ psykologi og står bag udviklingen af vitaliseringspsykologi – en tilgang, der har sat sig tydelige spor i både forskning og praksis. Jan forsker på den baggrund i mening og motivation i menneskeliv, organisation og ledelse. Hvordan kan vi forstå, hvad der giver mening og skaber motivation for mennesker, og hvordan kan vi anvende denne viden til at skabe god ledelse og udvikle organisationer i balance? En del af svaret finder vi med Kvadrantmodellen, der viser hvordan ydre og indre forhold skal balanceres mod hinanden, hvis det skal lykkes. En anden del af svaret finder vi med Vitaliseringsmodellen, der sætter fokus på de psykologiske behov og den psykologiske ilt, der skal realiseres, hvis vi skal leve et godt og meningsfuldt (arbejds)liv. Gennem mere end 150 publikationer – herunder bøger, artikler og bogkapitler – har Jan udbredt sine idéer og gjort dem tilgængelige for både forskere, praktikere og ledere. Han har i mange år undervist på den Fleksible Master for Offentlige Ledere og er kendt som en engagerende formidler, der gør komplekse teorier levende og anvendelige i praksis. Blandt hans bøger er Mening og motivation i organisation og ledelse (2023), Sammen om at lykkes (2025) og Medarbejdervitaliserende samtaler (2020).
På Væredygtighedskonferencen vil Jan med Kvadrantmodellen vise, hvordan indre og ydre forhold ved væredygtighed og bæredygtig kan forstås i relation til hinanden. Måske opdager vi dermed, at der også er brug for at tale om gøredygtighed – forstået som vores indstilling og evne til at handle. Han vil også løfte sløret for, hvordan vi med Vitaliseringsmodellen kan samtale om væredygtighed i en organisationssammenhæng, så det giver mening. For som han plejer at sige: Det er ikke så svært – man skal bare lige fange pointerne.