HR
14. april 2026

Konflikter er ikke farlige, men det er tavsheden

Konflikter på arbejdspladsen er sjældent det egentlige problem. Det er alt det, der ikke bliver sagt, som for alvor skaber udfordringer. Det mener konfliktmægler Bjarne Friis Pedersen. Han har gennem mange års erfaring set det samme mønster gentage sig.

“Konflikter er ikke farlige, men det er tavsheden,” siger Bjarne Friis Pedersen.

Han genkender dynamikken fra sin egen opvækst.

“Jeg kommer fra et barndomshjem, hvor vi ikke talte om tingene. Og jeg ser det samme igen og igen på arbejdspladser. Ting hænger i luften. Vi tør ikke sige det højt. Og pludselig virker konflikten uoverskuelig.”

Men ifølge Bjarne er det netop, når vi tør gå ind i konflikten, at noget afgørende begynder at ske.

“Det vilde er, at når vi tager fat i konflikterne, sker der ofte det stik modsatte af det, vi frygter. Folk får sagt det, de har båret rundt på. Misforståelser kommer frem i lyset. Og relationen bliver stærkere.”

Han opsummerer det enkelt:

“Den korteste vej ud af en konflikt er at gå ind i den.”

Fra vrede til forståelse

Som mægler har Bjarne Friis Pedersen stået midt i situationer, hvor spændingerne var til at tage og føle på.

“Jeg har mæglet i konflikter, hvor man kunne mærke vreden i rummet. Først kommer katarsis – de store følelser skal ud. Og så kommer roen.”

Det er i den fase, noget ændrer sig.

“Parterne begynder at lytte til hinanden, og kan se sagen fra et andet perspektiv end deres eget.”

Under overfladen gemmer der sig ofte noget meget grundlæggende menneskeligt.

“Det kan være en oplevelse, en misforståelse, en grænse der er overskredet eller et behov, der ikke er blevet mødt.”

Konfliktsky ind til knoglerne

Bjarne lægger ikke skjul på, at han selv har haft svært ved konflikter.

“Jeg har været ekstremt konfliktsky. Det sidder stadig i mine knogler.”

Men erfaring har ændret hans tilgang.

“Efter over 1000 timer ‘i orkanens øje’ som mægler har jeg lært, at træning er nøglen. Når du ved, hvad du skal gøre, finder du roen i både krop og hjerne, før du handler.”

Tre råd, der virker

Gennem sit arbejde har han identificeret nogle enkle greb, som ofte gør en afgørende forskel, men som alt for få bruger:

  1. “Sæt tempoet ned og lyt oprigtigt. Glem dig selv et øjeblik og gå helt over til den anden. Når du forstår alt, kan du næsten tilgive alt.”
  2. “Drop konflikt på mail eller SMS. Skærme gør misforståelser mere sandsynlige. Rejs dig fra skærmen og se den anden i øjnene.”
  3. “Relation før indhold. Reducér spændingerne først, så kan I tale om sagen bagefter. Og husk: ironi og sarkasme fører ofte til misforståelser, når relationen ikke er stærk.”

En kompetence, der kan trænes

Ifølge Bjarne er evnen til at håndtere konflikter ikke et personlighedstræk, man enten har eller ikke har, men en kompetence, der kan udvikles.

“Det handler om at turde stå fast i stormen og skabe et rum med psykologisk tryghed som forudsætning for dialogen.”

Derfor underviser han sammen med konfliktforsker Christian Gade på AU Ceteras kursus i dialogbaseret konflikthåndtering.

“Her arbejder vi både med konkrete værktøjer og den teoretiske forståelse, der gør, at du kan være mægler i konflikter. Vi skal løse konflikterne, før de vokser sig store.”

Kurset er relevant for alle, der arbejder med mennesker, samarbejder og relationer.

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her:
https://cetera.dk/kurser/dialogbaseret-konflikthaandtering/